Processen kan i sagens natur være hård — men det, vi frygter, sker ikke.
Når vi går gennem denne dør, så opdager vi til vores overraskelse, at vi ikke dør, at det ikke er farligt, det som møder os — men at det er noget helt andet, smukt og guddommeligt, som møder os. Det, vi møder, er eksistensens mysterium: der bliver ved at blomstre kærlighed op, når vi møder vores traumer åbent.
Det farlige ligger snarere det andet sted: at stoppe smerten, lægge låg på den, distrahere os fra den. For retraumatiseringen er, at vi forlader smerten — ikke at vi mærker den.