Den verden, sjælen kender, er så uendelig ren, kraftfuld, lysende og kærlig — at livet på jorden fuldstændigt falmer. Men det er stadig ikke det højeste.
Havde jeg ikke oplevet det, som er højere og dybere, ville jeg tro, at sjælens riger er det ultimative. Men der er det, som er større. For nok er sjælen uden de mange grovere kroppe og uden ego — men sjælen har stadig et subtilt “jeg”, et adskilt perspektiv. Og der er det, som er forbi dette: kilden selv, det fuldstændige formløse og jeg-løse uden et selvstændigt perspektiv.
Når dette erfares, slipper selv sjælens højeste planer deres tiltrækning som noget særligt. .