Fordi den — set fra jeg’ets perspektiv — ER et tab. Opvågning er afkald: af håb, drømme, mål, tryghed, identitet. Alt det, jeg’et byggede sit liv på, mister sin grund.
Men her ligger valget. Holder vi fast i det, der falder, føles det som tab. Giver vi slip og strømmer med, viser det samme fald sig som salighed og befrielse — for det, der tabes, var aldrig det dybest virkelige.
Når vi har opvågning, så vågner vi ikke op til “noget” Vi vågner op til lige det modsatte, af “noget” Det der sker er, at alt det som er “noget” falder bort, sådan at det som alting og ingenting er, træder frem. Det som ikke kan defineres,
Den vej jeg er på og inviterer til, er en lang overgivelse. Det er mystikkens vej. Mange mennesker vil “noget”. De fleste. Det jeg inviterer til, og vil og elsker, det leder ingen steder hen for “jeg’et” – det er skræmmende for “jeg’et”, og det er bedre jeg siger det klart,
Der er så mange måder vi kan være i kontakt og relation med livet og hinanden. Noget af det højeste jeg kender, er at mødes i sjælen. Det er ekstatisk, som at svømme i ren kærlighed og lys og være så uendelig tæt og eet med en anden sjæl. Som rene verdener af højvibrerende tyktflydende lys.
Oversigt over alle ofte stillede spørgsmål.
Et ligeværdigt møde — bevidsthedshealing, opvågningsmøde og mere.
