Det er så ydmygt at stå i lyset af det levende

Det er så ydmygt at lyses på af det, der er levende, af det, der er før mig selv. Det, der er her allerede.

Afklædt i lyset

Det er så ydmygt i mennesket. Fordi det menneske, som er her, og som taler — det menneske er afklædt i det lys, i den sandhed.

Jeg kan ikke sige noget fra mennesket mig, som er sandt. Kun et eller andet ekko af en erfaring, af noget, der var sandt. Det er så ydmyg en afklædning.

Det, der er sandt, det, der er levende, det, der er virkeligt — det kræver alt. Og det æder alt, og det elsker alt.

Hvad er det, vi vil?

Det stiller spørgsmålet til mennesket mig, mennesket dig: Hvad er det, vi vil? Vil vi, vil jeg, vil du vores egen lille menneskeskabte verden af tid og rum og ideer og længsler og håb og frygt? Vil vi det?

Måske har vi slet ikke et valg. Måske er det bare den verden, vi lever i.

Men når jeg blinker med øjnene og smager det, der er større, og det, som er mit eget inderste — det, som er essensen af det hele, af alt, hver en celle, hvert chakra, det, der bare er livet — så kan jeg ikke ville den lille virkelighed af at tro, at jeg er nogen, og at det er sandt, hvad jeg siger eller synes eller vil.

Jeg kan ikke tro på det. Jeg kan ikke gå med det.

Jeg kan bare hengive, dø, smelte, åbne. I en blød tilladelse, i en naturlighed, i en kærlighedsovergivelse, som ruller og bare vil mere og bare vil alt. Og bare vil et glædeslys og en glædesvirkelighed og et kærlighedsdyb.

At komme hjem og give sig

Og mennesket mig, som vil sine egne ting, som hele tiden får sine egne ideer, sine egne projekter, og som lever i en verden af adskillelse, af tid og rum — en verden, hvor man kan dø, hvor noget kan gå godt, og noget kan gå skidt. Det menneske er som en lille hundehvalp i træning, der nogle gange løber afsted og tror på sin egen leg — og så bare kommer hjem og kommer hjem og ligger som et lille barn i favnen, der bare giver sig og giver sig.

Og det er den: given mig, given sig, given os. Lige meget om den er vild og voldsom og brændende intens, eller om den er blød og kærlig og hengiven, smuk. Det er den: given os, given lov, gåen med.

Det er det, jeg inviterer til. Det er hele essensen af den vej, jeg inviterer til.

Hvis det resonerer

Er det min vej som et menneske? Nej, det er vejen. Det er den vej, der bare er åben, når jeg blinker med øjnene til den åbenlyse vej.

Og jeg kan bare sige: Hvis det lyder som en eller anden romantisk drøm i dine øjne, om en eller anden åbenlys vej — så er det måske bare det. En eller anden romantisk drøm.

Men hvis det resonerer for dig, hvis du mærker den vej og kender den vej, hvis det bare dybt er sandt i dig, det her, den virkelighed — så siger mit hjerte jo velkommen til at dele det. I følgeskab, i kærlighed, i ligeværd. For det er det, det er. Det kan ikke være anderledes end ligeværdigt, kærligt, værdigt.

Så siger mit hjerte ja og velkommen.