Spørgsmål og svar

Nej — og skellet er afgørende. At vågne til 'noget' — oplevelser, evner, finere bevidsthedsplaner — er stadig et adskilt jeg, der oplever objekter, blot på højere planer. Det giver oplevelser, ikke dybere erkendelse.

Det er en god begyndelse — men ikke nok i sig selv. Nærvær er en FØLGE af at hvile forbi jeg'et, ikke en praksis man kan udføre. Forsøger vi at 'være i nuet' fra jeg'et, bliver det en viljesakt som kræver energi at opretholde.

Når vi vågner, står vi som udgangspunkt midt i de mennesker og den kontekst, vi var i før opvågningen. Derfor kan det opleves, som om ingen omkring os er vågne til det, vi pludselig er vågnet til — det var min egen oplevelse, jeg troede jeg var den eneste i verden med min oplevelse.

Selv om det kan føles som et definitivt gennembrud, er en åbning blot et startskud ind i dybere planer af virkeligheden.

Centralt for mig er differenciering mellem forskellige slags spirituel åbning. Mellem højere/subtile formplaner, og åbning ind i højere bevidsthed forbi form (opvågning).

Nej. Det er ikke fordi jeg'et er væk — det er her stadig, sammen med alle vores fysiske legeme, tanker og følelser.

Nej — men det kan være det første skridt. Nogle spirituelle veje peger op og ud: hæv dig, transcendér, forlad det lave. Jeg peger hverken ind eller ud, jeg taler til dig der har erkendt det levende i alt.

Nej. Intet er forpasset. Opvågning kan være så voldsom, at vi vender os bort fra netop det, vi er vågnet til — det er menneskeligt, og det er en del af vejen. Valget mellem at gå med eller vende sig bort er ikke ét stort valg. Det er det afgørende valg, som tages 100.000 gange på opvågningsvejen.

Vi vågner ikke op til 'noget'. Vi vågner op til lige det modsatte af 'noget'. Alt det, der kan gribes, defineres og holdes fast — identitet, mål, forestillinger, selv de smukkeste spirituelle billeder — falder bort. Tilbage træder det udefinerbare, det levende virkelige, frem.

Mærk selve spørgsmålet: der står et 'jeg', som vil gøre noget ved kraften. Men hvert forsøg på at gøre noget i forhold til kraften — elske den, invitere den, åbne sig mere for den — er som at ramme forbi målet, og et subtilt skridt UD af den.

Det korte svar: det kan vi ikke. Jeg'et kan ikke træde ud af jeg'et — det ville være som at løfte sig selv ved håret. Det, vi ikke kunne gøre selv, bliver gjort FOR os, når vi siger ja og lader det store tage over.

Intet er gået galt. Smerten vælder op, netop FORDI du er ved at åbne til kærligheden. For hver lysindstrømning følger en proces af brænding og lutring — det er ikke en fejl i opvågningen, det er opvågningen der er ved at blive kropsliggjort.

Fordi den — set fra jeg'ets perspektiv — ER et tab. Opvågning er afkald: af håb, drømme, mål, tryghed, identitet. Alt det, jeg'et byggede sit liv på, mister sin grund.

Fordi alt det, jeg'et troede var virkeligt, ramler — og med det hele jeg'ets tryghed. Det er ikke en fejl når det føles sådan. Sammenbruddet er en gave og mulighed: det, der falder sammen, er det, der aldrig var sandt alligevel.

Når størstedelen af os står i overgivelse og åbne. I begyndelsen åbner og lukker det sig og vores opvågning føles ustabil — vores opvågning lever sit eget liv, mens andre dele af os er lukkede, blokerede og kommer i proces hver gang det åbner.

Hvis det kan glemmes igen, var det en åbning — ikke en opvågning. En åbning er en dør, der åbner sig et øjeblik og kan lukke igen. Opvågningen selv kan ikke ikke-erkendes: når sløret først er faldet, kan vi stoppe opvågningsprocessen.

Når sløret først er faldet, kan vi ikke igen falde i søvn. At kæmpe imod det, der er åbnet, intensiverer kun ubalancerne og frygten — den eneste vej er at følge faldet og sige ja.

Begge dele er sande — den samme opvågning kan føles som både en velsignelse og et mareridt.

Nej — mit budskab er den glædelige nyhed, at intet er gået galt. Efter spirituel åbning vil vi naturligt opleve en fase af depression.

Når vi virkelig sidder fast i tungsind og depression, kan det føles som om en usynlig kraft trækker os ned — nærmest suger livet ud af os. Det kan føles som et personligt angreb.

I en spirituel åbning kan vi opleve os selv som sindssyge. Det er et naturligt skridt i opvågningsprocessen — og indgangen til frisættelsen af sindets illusion.

Nej. I realiteten er der mange mørke nætter på vejen — forskellige grader og forskellige lag.

De mørke nætter kommer efter en indledende opvågning, og er et "modus", altså en proces hvormed opvågning fordybes ind gennem formplanerne af vores væsen. Sjælens mørke nat er en af de dybeste nætter, nemlig den mørke nat ind gennem det fineste formplan – vores sjæleplan. Denne nat er en proces som kun få mennesker faktisk har oplevet. Før den er en række andre mørke nætter – sindets-, følelsernes- og sansernes mørke nat.

Vejen i det, som jeg kender den, er altid den samme — lige meget på hvilket plan den mørke nat finder sted.

Nej. Vi har alle sammen i os en iboende kraft, en iboende intelligens, en iboende kontakt til guddommelige healingskræfter. Og man kan ikke have det for dårligt til at tage kontakt til disse iboende kræfter.

Måske begge dele — for de udelukker ikke hinanden. Mit budskab er, at din krise ikke er en fejl, men en gylden mulighed for en blomstring på et dybere plan.

Nej — og det er vigtigt: intet er gået galt. Det, som sker, er at lige som kærligheden fylder os, så forsvinder kontakten til gudskraften pludselig. Vi falder ind i dybt mørke. Vi kan bede, vi kan trygle, vi kan kaste os til jorden i afmagt. Det er virkelig følelsen af dyb fortabelse.

Nej. Der er en vej igennem processen, hvor vi ikke behøver få noget til at gå væk for at opleve liv, mening og kontakt.

Det virker logisk, at der, hvor der er blokeringer, skal der arbejdes med energien. Men min erfaring er, at det ofte ikke virker — det er som at tæmme et alt for stort dyr, som at slukke en brand med en vandpistol.

Frygten kommer ikke af, at energien bevæger sig hurtigt op — den kommer fra at stritte imod kræfter, der er større end vores 'jeg'.

Kundalini er i sin essens hverken voldsom eller farlig. Den er i sig selv ren, kærlig kraft — dit eget væsen og kraft, der søger adgang til os.

Nej — kundalini handler ikke som sådan om seksuel energi. Kundalini er i sin essens shakti: ren, formløs kraft, og i sin essens non-dual.

Klarhed ind i forskelle mellem kundalinienergi og shakti, samt hvordan en kundalini-vækkelse er vidt forskelling afhængig af om den sker i kontekst af opvågning eller ej.

Opvågning har dybe fysiologiske aspekter, og det er normalt at opleve symptomer, hvor man tænker, at noget er virkelig galt — kriblen, rystelser, smerter, brændende fornemmelser, kroppen der buler ud, udslæt, kløe.

Når de voldsomme energirejsninger kommer, er det simpelthen ikke muligt med viljens kraft at holde fast i grounding — det vil være som at svømme mod en tsunami.

Min erfaring er, at det ofte ikke er muligt. Eller, hvis det er muligt, vil det kræve, at vi også lukker ned for vores personlige og åndelige udvikling.

Kundalini skal ikke sættes i gang. Vejen til arbejdet med kundalini jeg inviterer til er uden intention om at vække kundalini: direkte påkaldelse og åbning af det højeste.

Man kan med energi-talent godt påvirke kundalini — men den tilgang oplever jeg er grundlæggende misforstået. Korrektion med intention er per definition dual bevidsthed, og kundalini er en direkte primær manifestation af det non-duale.

Ja. Det er ikke unormalt for mig at møde mennesker, der oplever aktivering af kundalini efter brug af psykoaktive stoffer — i medicinrejser eller terapeutiske processer, fx ayahuasca, MDMA eller svampe.

Sjældent — for alle metoder, der arbejder på personlighedens plan, adresserer slet ikke det, som er i gang. Det sker på planer dybere end og uden for vores personlighed.

Det virker logisk, at løsningen er at rette energien op og dirigere den på rette vej. Men min erfaring er, at det ofte ikke virker — det er som at slukke en brand med en vandpistol.

Paradoksalt nok, så er det selvcentrering der netop er vejen ind i at give os selv til det større og til tjeneste.

Smerte er bare smerte. Lidelse er, når vi siger nej til smerten — og først her bliver det svært.

Fordi gennembruds-orienteret terapi har en begrænsning, og vi betaler en pris: vi kører per automatik i loops, hvor vi hele tiden pendler mellem ekstremerne og prøver at finde ro i den ene ende af en polaritet.

Det er så naturligt og menneskeligt at svare ja. Det er heller ikke forkert — men problemet er, at netop den idé igen og igen er den største begrænsning for, at vi virkelig får adgang til de allerstørste healingskræfter i os selv.

Det er at vælge os selv betingelsesløst. At finde det sted, der siger: 'jeg er villig til at møde hvadsomhelst i mig selv, jeg er villig til at gå gennem helvedet, hvis det er, hvad der skal til.'

Healing handler for mig ikke om at vi kan "få det godt igen" eller "blive raske, friske og glade". Der er en langt dybere healing, som er at alle dele af os, finder ind i den kærlighed og sandhed vi er vågnet til i en indledende opvågning. Det er at blive hele, ved at lade alle dele og aspekter af vores væsen, orienteres ind i det levede. En fuldstænding frisættelse, der går langt forbi liv og død i fysisk form.

Healing er at blive os selv. Healing er at finde vores egen sjælskraft — at gå fra at leve i en illusion om, hvem vi er, til at begynde at leve i sandhed.

Viljeskraften er en gave — men også det, som knuser os, hvis ikke vi i rette tid bevæger os til en højere mulighed.

Den eneste krav er at slippe alle vores drømme, alle vores illusioner, alle vores forventninger til livet. Priser er at opgive alt, vi troede vi var.

I stedet for at prøve at få problemerne til at gå væk, kan vi genbruge dem — transformere dem.

Dybere end såret sidder. Problemer løses mest effektivt på et dybere niveau, end hvor de udspiller sig — healing er ingen undtagelse. Så hvis såret er dybt, må vi gå endnu dybere for at heale.

Det er en naturlig indvending: 'man kan vel ikke bare blive ved at gå dybere!' Men min erfaring er, igen og igen: vi lander ikke i et stort sort hul, som sindet, der ønsker kontrol, ellers vil sige. Tværtimod — vi lander i os selv, mere end vi nogensinde kunne have forestillet os det muligt.

Åbning af chakraerne er en naturlig effekt af at åbne til højere bevidsthed — men jeg arbejder ikke med åbningen af chaker som en intention i sig selv. Jeg arbejder udelukkende med ren bevidsthed og velsignelseskraft, og lader den vise vej gennem åbning af chakrasystemet.

Overgivelsesbønnen kan vi bruge, når vi står over for udfordringer, vi ikke kan håndtere med vores personlige kraft — når vores vilje, energi og tankekraft står magtesløse.

Lys og gudskraft uden integration gennem skygger og lavere planer, er uden kraft, uden krop, uden bund. Lyset og mørket må danse, hvis vi ønsker reel frisættelse ind gennem vores fulde menneske.

Healing rummer et paradoks: vi kan ikke heale, hvis vi har healing som mål. Hver gang vi med vores vilje ønsker noget bestemt, stiller vi os i vejen for de store healingskræfter, som naturligt arbejder gennem os.

I virkeligheden er det en nådegave at nå til det sted, hvor intet virker. For på det sted kan vi endelig finde paratheden til endelige at møde smerten — til at begynde en ny vej og en ny måde at forholde os på.

Nej — og det er bedre, jeg siger det klart: du bliver skuffet her hos mig, hvis du søger efter 'noget'.

Nej. Det er ikke mig, der healer dig — det er gudskraften, det handler om. Det er den, der arbejder, og den, der frisætter.

Nej — jeg tilbyder ikke healing af fysiske problemer som sygdom, smerter og den slags. Med konkrete, afgrænsede problemer er der andre, der hjælper bedre: læge med kroppen, psykolog med sindet, healer med energisystemet.

Intentioner og øvelser har helt sikkert deres plads og kan mange gode ting.

Min invitation er til dig, der allerede har oplevet kontakt til gudskraften — dig, der har haft en spirituel åbning, eller som minimum har en energibevidsthed: en sansning af energi og finere formplaner.

De udelukker ikke hinanden — de forudsætter hinanden. Det frie, individualistiske valg er forudsætningen for at tage det næste skridt: viljen til at overgive viljen til det, som er større. Det er den højeste potens af vores frie valg — overgivelsen af viljen til en højere kraft.

Nej. Jeg sender hverken energier eller hvidt lys — jeg åbner mig blot til at lade det der er større få virkelighed igennem rummet vi deler. Jeg arbejder ikke med specifikke intentioner, energier, lys eller den slags.

Nej — det er ikke min erfaring. Tværtimod er forståelsen af problemet, og arbejdet med strategier for at løse det, ofte noget vi gør for rent faktisk at undgå reelt at møde det, der gør ondt.

Den ydre tantra er den, vi finder næsten alle steder i 'tantra-verdenen': vi udspænder og danser med polariteter — og i det bevidstgør og balancerer vi dem.

Den yogiske tilgang re-organiserer dualistisk: vi søger fx sundhed, styrke, glæde. Når vi arbejder tantrisk, dropper vi forsøget på at skabe opdeling.

Nej — jeg mener ikke at gå ind i polaritet eller udspænde polariteter sammen. I stedet mødes vi i enhed, i lys, i vågenhed, i kærlighed.

Mine erfaringer og veje i en dybere tantra, forbi planet af polaritet. En tantra der transformerer polaritet/dualitet. Tantra som en integration af opvågning. Dette er forskelligt fra meget "almindelig" tantra, der handler om at udspænde polaritet, og som i bedste fald er praksis der leder i retning af opvågning.

Lyset kommer først — og i dette lys holdes, bevidstgøres og bevæges alt det, som er i polaritet.

Nej — vejen ind i den indre tantra er opvågning. Opvågning til den midte, som er, når polaritet kollapser. Det er opvågningen til kilden, værensgrunden, som gør den indre tantra mulig.

Har vi haft en spirituel praksis før opvågning, kan vi helt ubevidst og snigende komme til at videreføre den — en yogisk, viljebåren praksis, der stræber mod noget.

Fordi de tidligste prægninger fandt sted, før vi havde evnen til at dele verden op dualt i koncepter — og derfor kan en ikke-konceptuel tilgang nå dem, hvor den polariserede jeg-bevidsthed ikke kan.

Det er som forventet, at alverdens kaos, mørke og ustabilitet kommer til overfladen efter spirituel åbning. Intet er gået galt.

Ja — det er ikke blot gjort af én gang. Der er oftest mange dødsprocesser, og den første er ofte den største og mest intense.

Svaret afhænger helt af, hvilken slags spirituel åbning vi har. Har vi en åbning der giver is adgang til at sanse finere formplaner — giver det mening at beskytte os, som en måde at navigere i højere planer.

Nej. Det handler ikke om skyld og skam. Formålet med skyggearbejde er ikke, at nu skal vi være forkerte, skyldige eller de dumme.

Skyggestoffet er ikke blot noget, som skal overstås og overkommes, så vi kan få det godt igen. Det er en reel ressource: de største problemer gemmer på de største gaver.

Det afgørende at forstå er: det er vores frygt, der føder disse væsener — og giver vi dem ikke vores frygt, så kan de intet. De er som parasitter, der lever af frygten. Står vi i tillid, vågenhed og kærlighed, er de uden kraft.

At tænke 'der er noget galt med mig, det er min dårlige barndom' er en generations-gammel tilgang — og kun den halve historie.

Processen kan i sagens natur være hård — men det, vi frygter, sker ikke. Når vi går gennem denne dør, så opdager vi til vores overraskelse, at vi ikke dør, at det ikke er farligt, det som møder os — men at det er noget helt andet, smukt og guddommeligt, som møder os.

Nej — det er en åbenbaringsvej, ikke en religion. Jeg forstod mig selv som 'buddhist' den dag i 2015, hvor mit hjerte spontant blev befrugtet af en gylden strøm ren Maria-kærlighed, og kristuskraften til min store overraskelse åbenbarede sig for mig.

Nej. Hele essensen i min invitation er at dele forbi oplevelsen af, at vi er 'nogen', der skal noget med hinanden. En deling forbi healerrolle og lærerrolle, forbi alle de lege, vi ellers kan spille.

Nej — når jeg sidder i en session, er jeg altid selv del af ligningen. Jeg ønsker så dybt at bryde med illusionen om, at et neutralt terapeutisk rum findes.

Nej. Traumer er ikke nødvendigvis noget dårligt — de peger ofte på essensen af vores livsopgave. De opstår dér, hvor vores dybeste natur er i konfrontation med verden, og peger dermed på de steder, hvor vi har allermest at give til verden.

Nej. Sammentrækningerne kommer — med garanti. Vejen er ikke en jævn linje af mere og mere åbenhed. Den er en vekslen mellem ekspansion og sammentrækning, åbning og lukning, dag efter dag.

Opvågningen er ikke målet — den er døren vi går igennen dybere.

Den verden, sjælen kender, er så uendelig ren, kraftfuld, lysende og kærlig — at livet på jorden fuldstændigt falmer. Men det er stadig ikke det højeste.

Det er dybest set ikke det vigtige, om de er sande. Det vigtige er, hvor vi står, når vi gør erkendelsen: uden for tid og rum — med en grad af frisat erkendelse, hvor vi kan se et større landskab. Jeg kalder det for 'det karmiske plan'.

Mærket fra stedet af vores finhed og åbenhed som sjæle, er det basalt set traumatisk at inkarnere.

At blive udelt er, at alle dele af os orienteres og strømmer i samme retning. Normalt er vi delte: én del af os vil noget, en anden del vil noget andet. Ønsker, håb, frygt, længsler trækker i forskellige retninger.

Det er overgivelsens bøn — hvor vi omsætter vores personlige vilje til villighed, for at en større vilje kan få lov igennem os.

Det er en af de måder, den højere kraft kan heale os på — især ved dybe traumer. Vejen ind er, at vi tillader at gå så dybt, at vi dør ud af os selv. Vi går til før ethvert traume, til rent lys — og bringer dette bevidsthedslys med ind i vores inkarnation gennem genfødsel.

Jeg bruger merkaba-symbolet som kendemærke for Sjælskraft — og for huset her, hvor jeg bor og inviterer til samlinger og retreats.

Hvis vi dropper den grundlæggende idé om, at angsten skal gå væk, og i stedet finder nysgerrigheden og modet til at vende os mod den — så kan vi erfare, at i angsten ligger stor intelligens, healing og adgangen til dybe, tabte dele af os selv.

Det indre lys er et levende lys i vores midte — en lydløs stemme, der er der før tanke, før følelser, før sansninger.

Følgeskab er ikke en lærer og en elev. Det er mødet mellem mennesker, som begge kender det levende virkelige.

Indre barn-arbejde er at arbejde med dele af personligheden, som er mere eller mindre fraspaltede. Der dukker dele op med deres egen bevidsthed, som fuldstændigt opleves som at møde os selv som børn — og vi bruger vores voksne personlighed til at møde, heale og integrere dem.

Sjælen er vores dybere væsen, på kanten mellem dualitet og enhed. Det sted hvor vi står fri af vores "jeg" og "ego", i ren kærlighed og klarhed om altings oprindelse. Det sted hvor vi kender os selv som adskilt væsen, født ud af altet. Her genkender vi alle andre, som dele af samme ene vi er. Her kan vi mødes i sjælens plan forbi tid og rum. Fra sjælens sted kan vi bevæge os frit ind og ud af inkarnationer. At erfare os selv i dette plan, er en konkret og erfaring, dybt frisættende i sig selv. Det er ikke opvågning i sig selv, men det er tæt på, og døren herfra står vidt åben til direkte opvågning – erkendelsen af os selv som altet.

For 'jeg'et': ingenting. Det er den vej, som aldrig giver løfter om, hvor den går hen — den vej, der stjæler alt igen og igen: alt villen noget, væren noget, viden noget, bliven noget.

Det følger bare. Helt naturligt. Når vi hviler i det evige, erfarer vi igen og igen at forløsningen, oprydningen, healingen sker i sit eget tempo, magisk og dybt intelligent.

Ingenting. Det svar vi ikke vil høre. Det går netop galt, hvis vi begynder at tro, vi skal GØRE noget — fremskynde renselsen, arbejde os igennem den, stræbe os ud af den. Renselsen sker af sig selv — den er lysets eget arbejde igennem os.

At gå med lyset er at orientere sig mod det kærlige sted i vores egen midte — det sted, der allerede er hjemme.

Jeg vil foreslå det modsatte: at den største healing er rent faktisk at begynde at tage vores sensitivitet på os fuldt ud igen.

Vi kan ikke lede os frem til den. Skyggen er per definition det, som er allerbedst gemt for os selv.

Mange terapeuter vil sige, at man skal sørge for at grounde. Det er sandt nok — men sagen er, at når de voldsomme energirejsninger kommer, og det åbner så kraftigt, at vi ryger ud af kroppen, så er det simpelthen ikke muligt med viljens kraft at holde fast i grounding.

Det er et paradoks. Når jeg laver videoer, taler jeg som en, der ved noget. Når jeg slipper at vide noget, så åbner vejen sig for mig.

Det indre lys gør ikke noget stort nummer ud af sig selv. Det kan ignoreres — i årevis, et helt liv. Det presser sig ikke på, det konkurrerer ikke med sind og følelser.

Når vi begynder at sige ja og give tilladelse til alt i os, vil alt hengemt smerte og mørke begynde at vælde op.

Døren åbner og lukker, det er ikke en fejl — det ER vejen. Opvågningen åbner døren, og i glimt lever vi fra den store vilje. Så lukker den igen, og vi står atter i frygten, i 'mig og mit', i overlevelsens gamle mønstre. Det betyder ikke, at vi har mistet noget, eller at vi gør det forkert.

Fordi det ER en dødsproces. Det, der sker, er at vi ser gennem illusionen om, at vi er det, vi tror, vi er. I mødet med en større virkelighed erfarer vi, at vi selv er en illusion — personligheden udslettes af mødet med virkeligheden.

Fordi der er vækket noget i os, der ved bedre. Når der i hjertet er vækket et ønske om at møde det, som er svært, reagerer vi negativt på mennesker, der forsøger at tage vores smerte fra os.

Når jeg ser, at gud er i alt og ønsker kun at erfare sig selv som alt — så giver inkarnationen her i krop fuldt mening.

Intet er gået galt. Når vi bevæger os dybere på vores udviklingsvej og får kontakt til højere energier, kan vi forvente også at møde vores skygger — smerten og mørket, som vi ikke tidligere har kunnet rumme.

Fordi ligeværd i terapeutisk relation er nødvendigt for sand og dyb healing. Det er så utroligt nemt at glide ind i et subtilt uligeværd hos en behandler — håbe på, at hvis vi giver lidt penge og lægger vores egen sandhed og kraft til side, så kan den anden nok heale os.

Når de mørke ting sker — krise, uretfærdighed, svigt fra mennesker, vi elsker — så er det guds gaver. For i netop de øjeblikke, hvor vi møder mørket, er der en mulighed for dybere at vågne op til vores lys og kraft.

Min erfaring er, at metoder og teknikker blot dulmer, forskyder eller fortrænger angsten. For når en spirituel åbning skaber angst, er der intet, som kan afhjælpe angsten. Det, der sker, er at vi ser gennem illusionen om, at vi er det, vi tror, vi er.

Før eller siden når vi et punkt, hvor vores sædvanlige strategier til at holde smerten på afstand ikke længere virker. Alt, vi gør for at blive ensomheden kvit, graver blot hullet dybere.

Ja — selv de dybeste steder i vores indre kan dette lys vise vej. Når vi følger det indre lys, kan der komme stor intensitet op: gammel smerte, traumer, alt det hengemte. Det er ikke et problem, så længe vi står forbundet ind i lyset.

Hvis dit ærinde er at slippe af med angsten, få angsten til at gå væk — så er jeg ikke til megen hjælp.

Jeg vil IKKE sige til dig, at jeg kan hjælpe dig med at få din angst til at gå væk. Jeg vil sige det fuldstændigt modsatte: jeg kan hjælpe dig med at møde din angst fuldt og helt — og opleve, at igennem din angst kan du få adgang til den dybeste kærlighed og ro.

Nej — opvågning er i essensen en spontan hændelse der sker fra sin egen impuls. Det ja, der gør denne opvågning mulig, er en nådegave, som kun kan fødes i vores eget hjerte som en indelig parathed. Det er som et frø, der spirer.

Nej — når jeg sidder i behandlerstolen, må jeg give afkald på at være ham, der kender vejen og ved, hvordan du finder healing og styrke.

Nej — og det er netop dens frisættende gave. Den dybe meditation rammer altid uventet, altid ud af det blå. Meditation tager over, og der er intet 'mig', der gør det. Den er ren nådegave — ikke et resultat af teknik, disciplin eller den rette praksis.

Vi betaler en stor pris for ikke at møde det, der kommer til overfladen. Prisen er, at vi må splitte os selv.

Der kan komme nogen og sige: 'det her er for voldsomt at mærke', eller 'nu tror jeg ikke, dit nervesystem kan rumme det'. Det kan også være vores egne indre stemmer.

Vejen er ikke at kæmpe mod følelserne, men at lade dem komme — og samtidig forblive så vågne, som det er muligt.

Når hele dig er påvirket grundlæggende — hvordan vil du så frigøre dig fra det? Du kan ikke adskille dig fra det, som påvirker dig, fordi det ligger så dybt i dig. Du har ingen grund at stå på, som er dybere end det, der påvirker dig.

Med de fleste terapeutiske metoder bruger vi vores egen vilje og personlighed til at heale vores traumer. Det er rigtig godt og virker langt hen ad vejen — men det har en begrænsning.

Ordet er en lyskegle og en bro, der bringer det, der ligger uden for vores bevidste virkelighed, til levende live.

I en spirituel åbning kan vi opleve os selv som sindssyge. Det er et naturligt skridt i opvågningsprocessen — og indgangen til frisættelsen af sindets illusion.

Prisen er, at vi holder sindet i arbejde — og misser den levende erfaring. Vi behøver aldrig tolke på det, som sker — fx spørge, om det er tidligere liv, om det er dit eller mit.

Grænseløshed afhjælpes ikke ved at træne grænser! Den handler aldrig blot om, at vi mangler grænser — den skyldes altid et behov, som ikke er opfyldt. Vi søger noget uden for os selv, og det er derfor, grænserne mangler.

Jeg vil sige det modsatte: vi må holde fast i så meget intensitet og åbning, som vi overhovedet kan rumme — og skal der skrues ned for noget, så er det kravene i vores liv.

Det kan være nødvendigt at bearbejde ting fra tidligere inkarnationer, ja — men at tro, at tidligere inkarnationer i sig selv er en vej videre, er i min erfaring en en afvej.

Min erfaring er, at forståelsen af problemet ofte er noget, vi gør for rent faktisk at undgå at møde det, der gør ondt. At snakke om traumerne tager os blot væk fra dette øjeblik og sætter os fast i en gammel traume-reaktion.

Udefra kan de ikke umiddelbart skelnes. Et menneske i opvågning kan udefra ligne at være død, depressiv, sindsyg eller dissocieret.

Min erfaring er, at traumer ved første kontakt er nærmest usynlige — helt utilgængelige for vores bevidsthed og sansning, lidt som en spejlkugle. Hele vores energisystem har indrettet sig på ikke at røre dem.

Som udgangspunkt er jeg ikke bange for ustabilitet og flagrende jordforbindelse - så længe der er opvågning og klarhed om hjertets kald, så kan alt finde vej, også ekstrem ustabilitet.