Det indre lys gør ikke noget stort nummer ud af sig selv. Det kan ignoreres — i årevis, et helt liv. Det presser sig ikke på, det konkurrerer ikke med sind og følelser.
Og alligevel: når vi vågner til det, er det det mest åbenlyse og virkelige i os. Som at opdage, at der hele tiden har været et klart vågent stille lys i midten af os.
For at opdage det, skal vi blot stoppe med at lede, og opdage det vi er, før alt andet — stille, levende, vågent, glædesfuldt, evigt.