Med de fleste terapeutiske metoder bruger vi vores egen vilje og personlighed til at heale vores traumer. Det er rigtig godt og virker langt hen ad vejen — men det har en begrænsning.
For ved de dybe eksistenstraumer har vi ingen indre positiv ressource, der opvejer dem. Den desperation og smerte, der ligger dér, er så altopslugende, at enhver forestilling, som kommer fra vores viljekraft, bliver revet i stykker i kontakt med den underliggende smerte.
Men her er den gode nyhed for os med åbning: netop den uløselige smerte bliver indgangsdøren til at forbinde os med den guddommelige kraft — den eneste ressource, der kan møde det. Vores største eksistentielle smerte bliver vejen til frihed, vejen til kontakt med det guddommelige. Det er opvågningens mulighed.