Nej. Der er en vej igennem processen, hvor vi ikke behøver få noget til at gå væk for at opleve liv, mening og kontakt.
Når vi dropper ideen om, at vi skal et sted hen, så opdager vi, at healingen ligger på hvert et lille skridt, og at livet kan sive ind i alle lagene af dødhed. Vi begynder at opleve nyt liv — midt i stagnationen og fastlåstheden.
Selve smerterne og tungheden går nok ikke væk på en eftermiddag. Men vi lærer, at vi kan komme til stede i vores liv, også selv om ikke alle problemer er løst — og heri ligger stor frihed og styrke. Og hvilket øjeblik er smukkere at finde sin styrke i end netop det allermest håbløse?