Nej. Det er ikke fordi jeg’et er væk — det er her stadig, sammen med alle vores fysiske legeme, tanker og følelser.
Skiftet er et andet: jeg-følelsen er ikke længere den dybeste grund, vi står i. Før var “jeg” selve fundamentet, og alt blev set derfra. Efter opvågningen hviler vi forbi jeg’et — og jeg’et bliver en modalitet, livet bruger, i stedet for en fængselscelle, vi bor i.
Opvågning er ikke en udslettelse af vores jeg. Det, der falder, er identifikationen som et jeg. Her kan vi fuldt kan blive mennesket vi er, i glæde og frihed.