Jegets ubrydelige illusion — indtil øjeblikket af opvågning

Når vi er i jegets virkelighed, er vi oprigtigt og dybt set fanget i en gordisk knude. Et net af lag på lag af usandheder. Dybe adskillelser, hvor den virkelighed, som i bund og grund er ét, deles op, splittes op, adskilles, projiceres. Det går så dybt. Det går langt forbi vores sanser. Det går langt forbi de dele af os, vi har bevidst adgang til. Så det net er et fængsel. Det er en fuldstændig uløselig gordisk knude. Vi kan lave traumeterapi og psykoterapi i en uendelighed og sprælle, lige så meget vi vil. Det er som at grave sig gennem jorden med en teske.

Når – ikke hvis – dagen af opvågning oprinder

Men når – ikke hvis – den dag oprinder, som vil oprinde for alle, og vi har en opvågning, så splittes den gordiske knude. Når vi – ved skæbnens gunst, som en naturlov og del af vores evolution – på et tidspunkt vågner til erkendelsen af det ene og til livet selv. Det, som bare er, før nogen ser det, før nogen oplever det. Det, som er både i den, der oplever, og det, der opleves. Når det pludselig erkendes, er det vitterligt som den gordiske knude, der bare kan begynde at falde fra hinanden.

Åh, hvor skal vi ydmyges

Ofte vil der være øjeblikke af ekstatisk opvågning, hvor det er, som om vi gennemskærer den gordiske knude. At havet skiller sig og åbner sig for os, og vi står frie, og vi kan tro, at vi er oplyst eller endeligt færdige og fuldt frisatte. Ofte vil vi få sådanne peakoplevelser, men åh, hvor skal vi ydmyges, hvis vi tror, at det var det.

For der er så meget, som står og venter på frisættelse. En frisættelse, der ikke bare er den klare erkendelse i et højt øjeblik. Frisættelsen af, at denne erkendelse kan begynde kontinuert at strømme ind gennem lag på lag af adskillelse i alle vores inkarnerede legemer. I vores sind, i vores følelser, i vores energisystem, i vores krop. I de inderste dele af vores nervesystem – og i aspekter af, hvordan vores bevidsthed binder på vores inkarnation. Ind forbi inkarnationen, ind i det, vi kan kalde det karmiske. En frisættelse forbi vores egen individuelle inkarnation og karma, og ud i det almenmenneskelige. Der er lag på lag, aspekt efter aspekt, som det, vi vågner til, ønsker sin vej ind.

En adgangsbillet – ikke en fuldendelse

Så det at have en opvågning er ikke en fuldendelse. Det er snarere en adgangsbillet. En adgangsbillet til at få lov at blive kanal for, at det guddommelige kan finde sin vej ind gennem alle aspekter af eksistensen.

Har vi en opvågning og tror straks, at vi skal ud og redde verden, venter der os en meget ydmyg vej i det. For der kommer ikke til at ske noget, før en opvågning finder vej igennem det helt nære. Vores eget rod, misforståelse og opbyggede forviklinger igennem et langt liv, generationer og inkarnationer. Det er en ydmyg og dyb og smuk frisættelse, som finder sted og kan få lov efter en opvågning. Det fører dybt, og det fører langt.

Det kan sagtens være, at det også har en ydre udfoldelse på et eller andet tidspunkt. En udfoldelse, som nogen vil kigge på og sige: “Wow, der er godt nok nogen, der har opnået et eller andet eller lever på et højt plan eller et eller andet.” Men fra den direkte erfaring i en opvågning er der ikke noget behov for, at der er en ydre udfoldelse. Og slet ikke at denne udfoldelse skal anerkendes eller se godt ud i andres øjne. Og hvis der alligevel er den følelse – for det er der nok et eller andet sted alligevel – så er det bare én af de tusinde ting, der skal frisættes og brændes med ind i det, vi er vågnet til.

Frihed til at være ingen

Der er en enorm frihed. Frihed til at være ingen, en nobody. En opvågning er også frihed til at følge med, hvad end der skal gøres. Hvad end der er kaldet på – i det indre, i det ydre. For os selv, for andre, for menneskeheden som sådan. Eller bare for en lille dejlig tissemyre, vi møder på vores vej, som skal have kærlighed.

Så simpel og dyb en frisættelse. Tak for at læse med.