Har vi haft en spirituel praksis før opvågning, kan vi helt ubevidst og snigende komme til at videreføre den — en yogisk, viljebåren praksis, der stræber mod noget. Men opvågningen åbnee en ny dør: den tantriske, hengivende vej, der ikke stræber mod kilden, men tager den som udgangspunktet for praksis.
Den yogiske tilgang har sin plads før. Efter opvågning kan den blive en måde at træde ud af det, der allerede er givet. Så det er værd at mærke efter: praktiserer vi for at nå noget — eller praktiserer vi fra det, vi allerede er vågnet til?