Nej. Vi har alle sammen i os en iboende kraft, en iboende intelligens, en iboende kontakt til guddommelige healingskræfter. Og man kan ikke have det for dårligt til at tage kontakt til disse iboende kræfter.
Faktisk er det omvendt: jo dårligere vi har det, jo mere desperate vi er, jo mere vi er i krise — jo tættere på er denne højere intelligens og healingskraft. Lige meget hvor kritisk det står til, så er disse iboende healingskræfter altid der.
Det er en nådegave at nå til det sted, hvor intet virker. Dér kan vi endelig finde paratheden til at vende os ind mod smerten direkte — og opleve, til stor forbløffelse, at smerten begynder at spire med kærlighed.