Opvågning er en dybt radikal hændelse

En opvågning er så radikal en hændelse. Så radikalt et skift. Det er ikke bare en oplevelse af lys eller højere planer eller andre væsner. En opvågning er som et tæppe, der bliver trukket fra, og et møde med en virkelighed så ufiltreret, at alt, hvad vi tror, vi er, splittes fuldstændig ad.

På kærligste vis og i en direktehed, så der ingen steder er at løbe hen, gemme os eller skjule os.

Som en fødsel

Når vi oplever det, så er det sandsynligvis, fordi vi er klar til den oplevelse og erkendelse. Det er så radikal en event, at den kun kan finde vej til os, når vi er parate. Indtil da lukker vi øjnene for den.

Ligesom en graviditet. Vi ligger i en beskyttet livmoder af at være et jeg. Fuldstændig uvidende, har intet at gøre med den større verden udenfor — bare ligger og er et jeg i vores egen jeg-verden. Og alt det, der er derude, det, der er større end livmoderen, vil bare være disruption, traumatiserende, forstyrrende, voldsomt, hvis vi udsættes for det, før vi er klar.

Men så er der et tidspunkt, hvor vi har vokset os klar, og fødslen begynder — og så bliver vi kaldet. Ligesom en baby inde i livmoderen helt i kroppen og i biologien og i cellerne ved: “Nu kaldes jeg og skal på vej”, og så sætter fødslen i gang, og baby er med. På samme måde kaldes hele vores væsen på et eller andet tidspunkt. Og så sætter vi pludselig, magisk, ud af det blå, orientering efter noget andet, som vi ikke engang ved, hvad er endnu. Det er det, der leder os ind i en opvågning. Det er det, der gør, at det er muligt at have den erkendelse så radikalt. Det er den spire, den parathed, der bare kommer, når vi er modne.

En proces, der kræver vores fulde væsen

En ting er fødslen — gennembrydningen eller den åbning, som er i en indledende opvågning. Men den proces, vi skal gå igennem med at træde ind i en ny virkelighed, en dybere virkelighed. Virkeliggøre det, kropsliggøre det, inkarnere det igennem så mange planer af vores væsen. Det er en afsindig dyb, afsindig delikat, afsindig intens proces, der kræver vores fuldstændig fulde væsen. Det er en proces med en dybde, en intensitet, som er helt uforståelig, når vi står i jeget.

Og det er min klare overbevisning i mit hjerte: den farefulde færd, den intense færd — den må vi gøre sammen med andre mennesker, der er på samme færd.

Point of no return

Det ved du, hvis du har en opvågning: at det er en færd, hvor det er livet selv, det handler om. I en opvågning er der intet andet end det. Der er intet andet, der gælder. Der er ingen anden virkelighed end det, vi vågner til i opvågningen. Og der er en viden dybt i vores væsen, der vækkes: Jeg må gå med det her, fordi jeg kan ikke komme tilbage i den livmoder nu, når først fødslen er sat i gang.

Når opvågningen sker, er det et point of no return. Der er kun vejen frem. Der er kun at svømme igennem. Der er kun at komme til den anden bred. Hvilket er en sjov metafor, for der er ikke nogen anden bred. Der er ikke noget sted, det går hen. Det er en blomstring ind i en blomstrings-kærligheds-død. Ind i vores væsen, som er forbi jeg, som er større, som er helheden selv, som er altet selv.

Den vej er radikal. Og den, som ikke er vågnet til den vej, den, som ikke er trådt ind på den vej, de vil bare skrige og hyle og sprælle og sige: “Vi skal også have det godt. Vi kan jo dø af det”. Den, der ikke er trådt ind på den vej, kan slet ikke på nogen måde gøre andet end nærmest at sprælle.

Den største gave her i form

Og derfor er det så inderligt vigtigt i mit hjerte. For at dybden af den vej kan finde vej. For at den udfoldelse — så stor, så ufattelig, livets allerstørste gave — kan finde vej. Derfor ligger det på mit hjerte at invitere til det, jeg oplever, er den største gave her i form.

For opvågningen er gaven. Det, vi vågner til, er gaven. Det er livet selv, der er gaven. Det er vores dybere væsen, der er gaven selv. Men her i form, i formens plan, der er den største gave, jeg kender, det at kunne dele den vej. Kunne mødes, kunne samles, kunne sige det ja sammen, kunne tage de skridt sammen, kunne vidne hinanden, kunne holde hinanden, kunne ære hinanden fra det sted, hvor vi ved, hvad det er, det handler om. Hvor vi ved, hvad det er for en dybde, de her skridt er.

Gaven af at kunne være i sand menneskelig relation. Sandt ved at vi kommer med sandt perspektiv. Vi kommer fra at stå i virkeligheden. Vi mødes fra stedet af at stå i virkeligheden. Det er for mig den største gave, der er her i formens plan, når vi har en opvågning. Og det er den gave, som jeg inviterer til her i formplan, her i kød og blod og tid og rum.

Følgeskab i opvågning

Det, jeg inviterer til, er følgeskab i opvågning. Det at samles om opvågning i de former, jeg inviterer til — i sessioner, i cirkler, i retreats. Det er det, som hele mit væsen selv ønsker og har ønsket og har set som den største støtte, det overhovedet er muligt at få i dag i den radikale dybe udfoldelse, som kommer med en opvågning.

Så velkommen til.