Opvågningens mulighed er at blive udelte i orientering og fulde væsen

En opvågning giver os muligheden for, for første gang, oprigtigt at blive udelte i vores orientering — og med opvågningens udfoldelse at blive udelte i vores væsen og vores form.

Det, vi fuldt og helt kan sige ja til

For det, der sker i en opvågning, er, at vi vågner til det, der er sandt, det, der er virkeligt, og det, der er ubetinget kærligt.

Og når vi erkender det, så erkender vi det, som vi fuldt og helt kan sige ja til. Det, som vi fuldt og helt kan give os selv til. Uden forbehold. Uden at skulle noget andet. Uden at skulle have et eller andet med på vejen.

Og det er den ultimative udelte mulighed. Mulighed for hengivelse. Mulighed for at give vores energi, give vores hjerte, give vores bevidsthed, give vores krop, give vores handlinger, give vores vilje — vores fulde væsen. Udelt.

Det er det, der er muligheden. Og det er det eneste sted, vi kan gøre det.

I formens verden er vi altid delte

Alle andre ting, vi finder på vores vej i verden af form — der vil vi altid være delte. Der er ikke noget i formens plan, i dualitetens plan, som vi kan give os selv til udelt. Der vil altid ligge et mål. Der vil altid ligge en mulighed for at sætte hælene i igen, hvis ikke det går, som vi vil det. Der vil altid ligge en agenda om, at noget skal føre et sted hen. Der vil altid ligge nogle præmisser. Præmisser om, at vi ikke må dø på vejen. At det skal ende godt.

Men i opvågningen forsvinder alle vores præmisser, alle vores forbehold. Fordi det, vi vågner til, er det eneste, vi ønsker. Det er det eneste sande. Det er det, vi altid ville. Det er det, vi er her for. Det er det, der er altings mulighed.

Hjemkomsten

Det er, som om alt falder på plads — og alle andre ønsker og håb og længsler bare er en afspejling af det.

Det betyder, at vi kan koble os selv fri. Vi kan sætte alt det andet fri. Vores håb om ikke at dø, vores håb om at mærke nydelse, vores lyst til glæde, vores lyst til det ene, til det andet, til det syvende. Alt sammen kan vi se og opdage: det er bare en afspejling af denne kæmpestore, rene hjemkomst. Kærlighedens helheds-favn.

Og når først det bliver så klart, når først det bliver så udelt, kan alle dele af os begynde at strømme i den samme retning. Det er, som om vi kan sætte os selv op i syvende eller tiende gear. Når vores energi kan gå i én retning. Når vi med vores fulde væsen kan træde ind. Give alt — og ved at give os selv, modtage det, der er tusind gange større.

Den udelte indtræden

Og det er den udelte, udelte, udelte indtræden, som er den vej, jeg kender. Så dyb, så stor, så radikal, så saliggørende, så helliggørende, så ekstatisk, brændende kærlig.

Det er den vej, jeg inviterer til, og det er de ultimative, entydige skridt af hengivelse, af træden ind, som jeg inviterer til at tage sammen.

Det er hele essensen af den vej, jeg inviterer til — den vej, jeg kender, den vej, jeg elsker, den vej, jeg går, og den vej, jeg inviterer til at dele. Den måde at gå vejen på. Hele essensen af det er den her udelte, utvetydige hengivelse.