Opvågning er et evigheds-trip

En opvågning er lidt som at komme på evighedstrip. Når vi virkelig vågner, bryder vi igennem til en dybere virkelighed — og vi erkender den virkelighed så klart, at vi ikke kan ikke-erkende det.

Åbning eller opvågning?

Vi ser igennem illusionens slør: den illusion, at vi er et adskilt jeg, og at der er nogen eller noget derude.

Sker det kun momentant — “Nå, der skete noget der. Der kom noget lys, og nu er jeg tilbage” — er det ikke en opvågning. Det kan du kalde en spirituel åbning: vi kommer tilbage i vores jeg.

Men i en opvågning — hvadenten den kommer som en dramatisk åbning eller en glidende overgang — har vi erkendelsen så klart og så grundvoldsrystende, banebrydende, gulvtæppe-hivende-væk, at vi ikke kan komme ud af det igen.

Alt ramler — og det er gaven

Det er en kæmpe omvæltning. Alt, hvad vi tror er virkeligt, ramler. Alt, hvad der er af vores jegs tryghed, ramler. Et helt vildt, voldsomt evighedstrip.

Men det er også gaven og muligheden. Når en opvågning er dyb nok til, at vi ikke kan lukke igen, får vi muligheden for at gå en opvågningsvej.

For hvis vi ser det og kan glemme det igen, kan vi ikke gå den vej — så er vi tilbage i et jeg. Så svarer det til at ryge et eller andet sjovt tobak og sidde der næste morgen: “Nå, det var sjovt.” Det får ikke ben at gå på.

Det er dét, der giver en opvågning ben at gå på. Og det er også dét, der gør den så radikalt udfordrende: Der er ikke nogen grund tilbage at stå på. Måske prøver vi at sætte benet et eller andet sted, men det forsvinder hele tiden, fordi den virkelighed, vi har fået erkendelse ind i, bliver ved at manifestere sig som primær virkelighed for os. Et Evighedstrip…

Fra splittelse til samling

En opvågning er vild i starten, når gennembruddet sker og tæppet bliver hevet væk under alt. Og den er vild hele vejen, for vi bliver ved at bryde dybere igennem.

Men jo mere vi kan sige ja og lade opvågningen få lov igennem alt i os, desto mere bliver alle dele af os orienteret ind imod den sandhed og virkelighed, vi er vågnet til.

Så er vi ikke længere splittet. Ikke længere i kamp mod os selv, i tumult, i kaos, i vild proces. Så er vi samlet — men ikke samlet som et jeg.

Når størstedelen af os er i overgivelse, når alle planer ind igennem vores inkarnation har stillet sig åbne til det, vi har erkendt, kommer der en ny grundfæstethed og en stabilitet i vores opvågning.

Invitationen

Hele den bevægelse — fra indledende opvågning til virkelig at stå stabilt i en ny virkelighed og gå dybere og videre ad den vej — det er det, jeg inviterer til. Det er det, jeg har på hjerte.

Det er derfor, jeg står her og vinker med flaget. Opvågningsflaget. Flaget, som man ikke kan se, men som er helt virkeligt.

Tak for at læse med - kærlighed