En opvågning behøver ingen ydre bekræftelse

Hvis nogen kommer og spørger mig, om de har en opvågning, så kan jeg bare svare, at det har de ikke — hvis de har brug for nogen bekræftelse på det.

Nu er det bare provokerende sagt. Men sagen er, at når vi har en opvågning, så er det, vi vågner til, så direkte virkeligt, at der ingen tvivl er om dets sandhed, og at det er virkeligheden.

Larm og mudder

Vi kan så godt have andre spørgsmål: “Jamen, er jeg så et eller andet? Har jeg så en opvågning? Er jeg så et eller andet initieret?” Eller hvad man nu kunne finde på fra et jeg at komme med af ideer om det. Det er bare larm. Det er bare mudder. Alle de spørgsmål omkring, hvad det betyder for mig, og hvad jeg så er, og hvad man nu eventuelt kunne komme op med i bølgerne af at erfare det, der er ubetinget sandt — det kan bare slippes. Det er ligegyldigt. Det er underordnet.

For hvis vi ser, at det, vi er vågnet til, er fuldstændig før os selv, dybere end os selv, så kan vi også slippe os selv. Og der er ikke noget behov for at skulle være noget i det eller bekræftes i det.

Når jeget spinner loops

Det er der måske for vores jeg — men det er kun, når vi træder ud af det, vi er vågnet til. Det er kun, når vi et øjeblik faktisk mister det, at vi kan komme ind i et jeg, der kører i cirkler og har en idé om noget og en idé om sig selv. Så kan vi spinne loops i vores jeg. Og hvis vi rent faktisk begynder at gøre det i stor stil i en opvågning, så kan det virkelig blive skørt. Så kan det virkelig blive crazy shit.

Men hvis vi holder os til det, vi er vågnet til, så bliver det ikke crazy. Så er det bare klart, rent og direkte. Så er det som en grund af kærlighed, der strømmer kontinuerbart og bare renser alt hvert sekund. Det er så simpelt, og det er så direkte. Der er ikke noget at forstå i det. Der er ikke noget at sige om det.

Den direkte fejring i overgivelse

Men det, vi kan — i stedet for at skulle forstå det eller sige noget om det — det er, at vi kan give os selv ind i det. Vi kan elske ind i det. Vi kan kaste os selv med fødderne, hjertet og villigheden først. Kaste os selv ind i det i glæde, bade i det, danse i det, brænde og feste i det. Det kan vi gøre. Og det kan vi gøre. Og det kan vi gøre. Og i det kan vi bare grundfæstes og bekræftes og fordybes.

Det er den direkte fejring og hengivelse og deling i det, som i mit hjerte er så sand og så åbenlys. Den direkte deling og direkte fest i det levende, ind i det levende — og det levende ind i os i den fest. Det er den glædesdans, overgivelsesdans, hengivelsesinderlighed, som jeg inviterer til at dele.

Ja.