Uden åbent rodcenter vil opvågning tage vores bevidsthed ud af kroppen

Hvis vi har en åbning til det levende, men ikke har forbindelse, flow og åbning igennem vores rodcenter, vil vi meget nemt komme til at gå ud af kroppen, når vi åbner og træder ind i det, vi er vågnet til.

Den nemme måde at åbne på

For mig at se er det et naturligt første trin i en opvågningsproces. At vi åbner opad, og at vi åbner udad. Fordi vi åbner naturligt først de steder, hvor vi ikke selv står i vejen. Vi åbner forbi vores egen krop, vores egen inkarnation, som det sted vi naturligt åbner først. Det er den nemme måde at åbne på. Det er der, hvor vejen er banet. Åbning ud af kroppen, opad — der er frit. Der er ikke nogen traumer, der er ikke nogen blokeringer. Der er ikke noget karma. Der er ikke nogen menneskelighed, personlig eller kollektiv.

Kun første del af en opvågningsvej

Men det er kun første del af en opvågningsvej. Og for mig at se er spørgsmålet bare, hvor længe der skal gå, før vi fuldstændig klart erkender, at vores opvågning ikke er fuldendt, før den er inkarneret, før den er kropsliggjort. Før opvågningen finder vej ind igennem alle vores legemer og alle planer af inkarnationen. Og det er den rejse, som jeg inviterer til, fordi det er den rejse, jeg er på. Fordi det er der, jeg selv er i gang med at kropsliggøre, levendegøre, menneskeliggøre en opvågning ind gennem formens planer.

Formens planer er mange

Og formens planer er mange. Der er de helt nære personlige planer af vores inkarnation, vores enkelte inkarnation. Nu og her som i denne her krop, det her liv, det her sted, den her tid. Men der er også planerne af vores større væsen ind igennem mange inkarnationer, og der er planerne ind gennem den helhed, som vi vitterligt er fuldstændig uadskilt del af. Helheden af et menneskeligt kollektiv, af en menneskelig kollektiv bevidsthed. En virkelighed, som er os selv, som er del af vores eget inkarnerede væsen. En kollektiv skabelse, en kollektiv inkarnation.

Og den opvågning — smuk, stor, høj og fri, som den er i sin essens — den er ikke fuldendt. Den er ikke færdig med os, før den finder vej ind gennem alle formens planer.

Fra himmel til jord

Det er den kropsliggørende, menneskeliggørende vej og bevægelse, som jeg inviterer til. Jeg inviterer til det, når vi sidder i sessioner: arbejde med den kraft, som vi åbner til i en opvågning. Arbejde med helt konkret energetisk at inkarnere den ved at åbne vores søjle og centrale kanal fra krone til rod, og både højere op og dybere ned — fra himmel til jord. Jeg inviterer til det gennem at invitere ind i fælles gruppefelter, hvor vi kan åbne til den kraft. Åbne kraftfelter så stærke, at vi kan støttes ind i den afsindigt dybe proces, det er at skulle bringe en opvågning ind igennem materien og formens dybeste planer. Ind gennem vores celler, ind gennem vores knogler, ind gennem vores nedre chakra, til vi kan åbne gennem rodcenteret.

En transcendens, der går nedad

Så det, vi åbner til opad, udad i en transcendens — at vi kan åbne til det i en transcendens, der går indad. En transcendens, der går nedad. En transcendens, der er en kropsliggørelse samtidig. Det er, i stedet for at gå ud af formen, at gå igennem formen. Det er at gå fra at erkende det guddommelige som lyset selv, til den vej at finde erkendelsen af det guddommelige som ren dyb kraft. Og erkende det højeste lys og den dybeste kraft som et og det samme.

Det er stadig et og det samme, hvor end vi finder det, vi er vågnet til. Det er det samme i det første øjeblik af en opvågning, som når vi går til kanten af vores opvågning og tager nye skridt. Det er stadig det samme. Det er stadig den samme virkelighed. Det er stadig det samme, vi er vågnet til. Men vi bliver ved at opdage det, bliver ved at erkende det. Stadig dybere ind gennem dybere planer. Det er vejen af kropsliggørelse og legemeliggørelse — at bringe vores opvågning ind gennem inkarnationen.